|
Børn kan ved hjælp af
skak og musik forbedre evnerne i for eksempel matematik, viser svensk
undersøgelse.
Når børn koncentrerer
sig om at spille skak eller spille på et musikinstrument, er de ikke bare i
gang med en fritidsinteresse.
De er også i gang med at træne arbejdshukommelsen større og dermed øge deres
chancer for at klare sig godt i skolefag som matematik. Det skriver Kristeligt
Dagblad.
Ifølge en svensk undersøgelse baseret på data fra 250 skolebørn, foretaget af
hukommelsesforskeren professor Terkel Klingberg fra
Karolinska Institutet i
Stockholm, kan man ud fra målinger af børns arbejdshukommelse forudsige, hvor
godt de vil klare sig i matematiktimerne to år senere.
Undersøgelsen viser,
at jo større arbejdshukommelse er, jo bedre bliver skoleresultaterne.
Arbejdshukommelsen er den del af hjernen, som arbejder aktivt med at indsamle
data til langtidshukommelsen.
En flaskehals
- I dag ved vi, at
arbejdshukommelsen er en flaskehals for al læring, og at det derfor vil rykke
gevaldigt, hvis man kan udvide den, siger Kjeld Fredens, læge og
hjerneforsker.
- Det er i den forbindelse tankevækkende, at to af de mest effektive
træningsmetoder, musik og skak, sammen med andre musisk-kreative aktiviteter
er så godt som pillet ud af skolen, siger han.
Kjeld Fredens vurderer, at træning af arbejdshukommelsen er et effektivt
middel til at sikre, at flere børn kan rummes i folkeskolens normalklasser:
- Diagnosen ADHD er en meget bred diagnose for børn, der har svært ved at
passe ind i skolen. Formentlig "fejler" mange af disse børn ikke
andet, end at de har en utrænet arbejdshukommelse, siger han.
|